JUL 2018, DEL 2

Jeg elsker jul og jeg elsker at lave smukke pakker, skrive julekort, lave smukke dekorationer, men mest af alt er det nok stemningen, og det at være sammen med mine kære, jeg holder allermest af.

  


Roen, når aftenen falder på den 23. December og alle er kommet hjem, stearinlysene er tændt og der begynder at dufte brunt og brændt – alle har lidt småsysler – nogle skriver til og fra kort og får lige orden på de sidste gaver, så drikker jeg et ordentligt glas portvin, naturligvis af et gammelt fransk glas og lader julefreden sænke sig. Skuldrene kommer helt ned, hvor de hører til, Coco tigger lidt ved bordet og pyt – det er jo jul….

  

Ja, så er det atter jul for mig.

Vi holder alle juleaften på vores egen måde, og hvor er det godt at der er rummelighed til.

Bordet er min opgave og jeg elsker at dække julebordet op som et eventyr og nogle gange kan jeg nærmest se, engle, alfer og nisser danse på dugen. Alle dekorationer er frisket lidt op, frisk mos osv. Ligeså er der også friske blomster i vaserne, lysene er høje og slanke og det fineste porcelæn, sølvtøj og krystalglas kommer på bordet.

 

  

Vores juletræ er altid pyntet af mig selv og har hvert år et ”tema” – så bord og juletræ hænger sammen. Efter maden går
dansen omkring Juletræet og der synges ”Højt fra træets grønne top” – som den første julesalme. 

Alt er godt og juleaften er i fuld gang.



1. Juledag er familiens dag hos os. Her mødes hele klanen – i år bliver vi 30 mennesker, heraf er 7 børn fra 10-1 år og 2 hunde,

til klassisk julefrokost, med alt hvad der hører til og alt er hjemmelavet. 
Min mand, Christian elsker at lave mad og det tager ham flere dage af hans juleferie at få købt ind og få tilberedt alt det mad, men
det er hans måde at slappe af på. Slappe af – det ved jeg nu ikke, men det er i alle tilfælde noget andet end det han laver til hverdag.
 
 

 

 

 

I ønskes alle en god jul

Helle Koch Mathiasen